I 5 gode måder at introducere børn til iværksætteri nævner vi Matador som en sjov måde at træne økonomisk forståelse på. Men Matador er bestemt ikke det eneste familiespil, som kan træne vigtige iværksætterkompetencer og åbne op for snakke om emner, som er relevante at kende til som børneiværksætter.

Her kommer tre bud på bræt- og kortspil, som træner meget forskellige iværksætterkompetencer:

Settlers of Catan
En spilklassiker som kort fortalt handler om at bygge den mest velfungerende koloni ved at handle med råstoffer og bygge huse og byer. For at vinde kræver det en god strategi, gode forhandlingsevner og en god portion held.

Settlers er genialt til at træne forhandlingsevner, men også en god måde at introducere børn til tanken om hvordan de forskellige råstoffer (eller opfindelser i den virkelige verden) opnår værdi. Sommetider kan ét råstof være i underskud, og på den måde være meget værdifuldt, og andre gange er det i overflod, og derfor langt mindre værdifuldt. På samme måde skal en iværksætter også sikre sig, at der er folk, som kan se værdien af en ny løsning.

Lær mere om spillet her. Fra 10 år.

Dixit
I Dixit gælder det ikke om at være klog eller hurtig, men om at få modstanderne til at gætte et fantasifuldt billede ud fra et ord eller begreb. Vinderen er den som er bedst til at tænke kreativt og gætte modstandernes associationer.

Dixit er fantastisk til at træne kreativ tænkning og opfindsomhed. Derudover træner Dixit også evnen til at sætte sig i andres sted. For nok ser alle det samme billede, men tænker noget vidt forskelligt. Det kan give anledning til en snak om, hvorfor det er vigtigt at kunne forstå andres tankegang – især hvis man som iværksætter skal kunne udvikle løsninger, som også kommer andre mennesker til gode.

Lær mere om spillet her. Fra 8 år.


The Mind
The Mind er et anderledes samarbejdsspil. Reglerne er meget simple: man skal lægge kort med numrene 1 – 50 i rigtig rækkefølge men uden at tale sammen.

Når man spiller The Mind får man virkelig trænet sine samarbejdsevner. Man skal være knivskarp på at læse medspillernes kropssprog og mimik, og så kræver det god intuition. Men man skal også turde handle på sin mavefornemmelse, selvom man kan fejle – det samme mod det kræver, hvis man skal være iværksætter.

Lær mere om spillet her. Fra 8 år.